oplevelse & læring
coaching integreret i projektarbejde - hands on
network - interdepend - collaborate

 


 

Vi er i gang med at udvikle et helt nyt koncept, hvor coaching er emnet for udvikling af grupper og enkelte. Til brug for det er vi i Val d'Isere her i foråret, hvor målet er at få de rigtige kontakter for at skabe de perfekte rammer for dig, når du skal udvikles som coach - glæd dig!

Vi vil udvikle dig - og lære dig at kunne udvikle andre. Midlet er konstant at have teamets menneskelige ressourcer i fokus - for at få hver enkelt til at yde det optimale i samarbejde med alle øvrige.

Er medarbejderudvikling da en mangelvare?

Uudnyttede muligheder, i det mindste. Der ligger en betydelig gevinst i at skabe fokus på strategisk tænkning og gøre en indsats for udvikling af de menneskelige ressourcer.
Vi påstår, at langt de fleste offentlige og private virksomheder faktisk kan meget mere, end de praktiserer. Der er en mængde slumrende kompetencer, erfaringer og indsigter, som aldrig kommer til udfoldelse.

Det er jo et ressourcespild, der vil noget. Hvordan får man forløst dette, og hvordan får man alle disse ressourcer og kompetencer udfoldet - til glæde for medarbejderen selv, og til glæde for arbejdsgiveren, for bundlinien, for toplinien?

Forestillingen om, at virksomheden fungerer som en stor-familie, er nemlig en bekvem myte. Arbejdskraft er blot en vare, som vælges ud fra meget håndgribelige krav. Den kan til enhver tid købes og sælges, så man skal hele tiden videreuddanne sig for at holde trit med udviklingen og beholde sin markedsværdi / job.

Der er systematiske svagheder ved håndteringen af Human Resource området og trods meget tale om medarbejderudvikling, så gøres der stadig alt for lidt på dette område. Vi oplever mange steder, at medarbejderudvikling er synonym med tilbud om kurser mhp. opkvalificering af arbejdsevnen - og ikke noget, der er knyttet til et helhedssyn.

Det er ikke så meget økonomiske, men rent mentale og erkendelsesmæssige obstruktioner, som står hindrende i vejen - der er simpelthen brug for at forstå begrænsninger og muligheder i udviklingen af medarbejdere langt mere præcist.

Når mange firmaer har fokus på at være på forkant med udviklingen, så er det ud fra en teknologisk synsvinkel - ikke med hensyn til medarbejderne. Mange steder er de ansatte isoleret, har hårde dead-lines, der arbejdes ofte flere timer end godt er og man trues hele tiden af arbejdsløshed

Når faktum er, at kravene til det udførte arbejde vedholdende skærpes og der kontinuerligt foregår ændringer, som den enkelte skal kunne indstille sig efter, så er energien ofte på nul-punktet. At de sociale relationer på arbejdspladsen kun har begrænset levetid - projekt-teams samles, skaber værdi og opløses indenfor ganske korte tidsrum - så er der kun få faste holdepunkter.

Hvad er det så, der skal være fokus på, når der tales om medarbejderudvikling? - og hvordan drives processer i en verden i hastig forandring?

Vores koncept er opbygget i læringskategorierne oplevelse, indsigt og metode

Oplevelser - handlinger

Vi giver dig oplevelser og forskellige former for udspil til dit eget medspil. I kombination med autentiske oplevelser, som du selv søger og vælger, bliver din fantasi udfordret så du får inspiration til fordybelse, indlevelse og undren. Der vil være muligheder for at eksperimentere og konstruere, så du kan udvikle dine færdigheder.

Indsigt - erfaring

Gennem forskellige temaer får du mulighed for at analysere og fortolke, så du kan nå frem til selvstændigt at forholde dig de centrale problemstillinger. Som udgangspunkt bygges på din egen viden og erfaring, men ved at føre samtaler med andre om deres individuelle erfaringer og holdninger til det aktuelle tema, skal dine synspunkter afprøves. Det skal bidrage til din erfaringsopsamling og til at give dig baggrundsviden om forskellige områder/temaer, så du evt. kan vælge at handle anderledes næste gang du ser dette mønster i handlinger. Endelig leverer vi konkrete forslag til, hvordan du kan arbejde med problemstillingerne.

Metode - teknik

Dette element handler om at lære at lære - at få blik for det metodiske, så du struktureret kan bearbejde problemstillinger, som du ikke har mødt før eller ikke har kendskab til fra tidligere. Hensigten er, at du målrettet skal kunne tilegne dig og udbygge de kundskaber, der sætter dig i stand til at søge og få de nødvendige informationer, så du kan danne dig et overblik over de spørgsmål, sammenhænge og problemstillinger, der er relevante.

Iteration

Det er en dialektisk proces, hvor den lagte strategi efterfølges af nye handlinger og oplevelser, som rummer (nye) muligheder for at anvende de tilegnede kundskaber og færdigheder, udtrykke fantasi, følelser og erfaringer, beherske viden og tanker i en passende form, samt udvikle praktiske færdigheder og kreativitet - som så.......

Kategorierne rummer alle - sammen og hver for sig - udgangspunkt for gode læringsprocesser. Der vil blive lagt vægt på at udvikle din evne til at arbejde selvstændigt og i en gruppe, at kunne planlægge og målrette, at formulere din egen og din gruppes læring, kunne styre, evaluere og forholde dig til din egen og andres bidrag til fælles opgaveløsning, at formidle viden bl.a. med alternative udtryksformer, at have ansvarsfølelse over for eget eller gruppens arbejde, samt at kunne opstille og konkretisere arbejdsområder og spørgsmål på baggrund af nysgerrighed og undren

Nej - det er netop ikke et 'kanindræber-kursus'.....

- og det er ikke en fortsættelse af 'bedst' eller 'dårligst', indbyrdes konkurrence eller dagligdagens præstationsræs. Dette drejer sig i korthed om at finde værdi i forskelligheder og at få udbytte ud af at være flere, der arbejder mod samme mål.

I samarbejde med erfarne adventure-specialister arrangeres en totaloplevelse ud over det sædvanlige, hvor der i teori og praksis lægges vægt på samarbejde, funktioner, præstationer, metodologi og udvikling.

Vi vil skabe iterationer - så handlinger efterfølges af, at de relevante erfaringer uddrages, for dernæst at nå til et nyt erkendelsesniveau, hvor du sættes i stand til at forudse, så dine handlinger.....

 

© 2004.02.13

 


tilbage